Sådan søger du efterløn
Mange er berettiget til efterløn og har dermed økonomisk mulighed for at forlade arbejdsmarkedet tidligere end pensionsalderen. Vi giver dig et overblik over, hvilke betingelser og krav du skal opfylde få at gå på efterløn, og vi vejleder dig i, hvad du konkret skal gøre for at søge efterløn.
Betingelser du skal opfylde for at gå på efterløn
For at få efterløn skal du:
- have været medlem af en a-kasse og betalt til efterlønsordningen længe nok. Typisk skal du have indbetalt efterlønsbidrag i mindst 30 år, men det afhænger af, hvornår du er født.
- have nået din efterlønsalder.
- være berettiget til dagpenge, når du vil gå på efterløn. Du skal opfylde indkomstkravet og kunne stå til rådighed for arbejdsmarkedet den dag, du går på efterløn. Det betyder bl.a., at du ikke må være syg. Har du fået et efterlønsbevis, mens du var rask, kan du dog godt komme på efterløn senere, selvom du er blevet syg.
- have indberettet værdien af dine pensionsopsparinger til a-kassen af Skattestyrelsen.
- have bopæl i Danmark, et andet EØS-land, Schweiz, Grønland eller på Færøerne.
Selvstændige skal ophøre eller ”nedtrappe”
For at få efterløn skal du som selvstændig erhvervsdrivende kunne dokumentere, at du er endeligt ophørt med din virksomhed. Eller også skal du kunne dokumentere at have ”nedtrappet” arbejdstiden i virksomheden.
Du skal som hovedregel have solgt, afviklet eller bortforpagtet virksomheden. Er der tale om bortforpagtning, skal aftalen normalt være gensidig uopsigelig i resten af efterlønsperioden.
Læs mere om ophørsreglerne for din virksomhed
Det er også muligt at få efterløn ved at udtræde af en virksomhed, som du har drevet sammen med din ægtefælle.
Læs mere om mulighederne for udtræden af din virksomhed
Hvis du vil ”nedtrappe” arbejdet i din virksomhed og samtidig få efterløn, kan du læse mere om det i brochuren:
Læs mere om efterløn samtidig med selvstændig virksomhed
Kontakt os, hvis du er interesseret i at være selvstændig, samtidig med at du er på efterløn.
Du skal opfylde et indkomstkrav for at gå på efterløn
For at gå på efterløn skal du opfylde indkomstkravet, der skal opfyldes på baggrund af din arbejdsindkomst inden for de sidste 3 år. Samlet skal du som fuldtidsforsikret have haft en indkomst på mindst 263.232 kr. (2024-tal) inden for de sidste 3 år. Der kan maksimalt medregnes 21.936 kr. pr. måned (2024-tal). Kun arbejde, der ligger i en periode, hvor du har været medlem af en a-kasse, kan tælle med.
Følgende typer af indkomst fra selvstændig virksomhed, freelancearbejde og lønmodtager-arbejde kan tælles med:
- En personligt drevet virksomheds skattepligtige overskud før renter og andre finansielle poster, som det fremgår af rubrik 111 på Skats årsopgørelse.
- Ejerandel af overskud i et selskab, hvor man har haft afgørende indflydelse.
- A-indkomst, udbetalt til ejeren af et selskab, hvor man har haft afgørende indflydelse.
- A-indkomst fra lønmodtagerarbejde, indberettet til indkomstregistret. Arbejdet skal være udført på normale løn- og ansættelsesvilkår.
- B-indkomst, hvoraf der skal betales arbejdsmarkedsbidrag, og som ikke indgår i en virksomheds overskud.
- Er du med i virksomhedsskatteordningen, er der praksis for, at du kan medtage beløb i rubrik 151 på årsopgørelsen.
Arbejde, hvortil der er knyttet offentligt tilskud, kan ikke indgå i opgørelsen.
Hvis du som selvstændig erhvervsdrivende ikke kan opfylde indkomstkravet indenfor 3 år, udvides opgørelsesperioden efter særlige regler til 5 år, hvor kun indkomst fra selvstændig virksomhed kan tælles med. Opfyldes indkomstkravet inden for 5 år, får det indflydelse på satsberegningen. Se mere i afsnittet om beregning af sats.
Søg efterløn i 4 trin
Ansøgningen om efterløn forløber i disse 4 trin:
1. Send et besked via MitAse.
Skriv til os via MitAse (vælg ’Efterløn og pension’ som emne) i god tid, inden du vil gå efterløn. I beskeden skal du blot meddele, at du planlægger at søge efterløn og ønsker et telefonmøde med os. Herefter kontakter vi dig hurtigst muligt.
2. Ansøgningen udfyldes af os, mens du taler med os.
Ase leder dig igennem ansøgningen og vejleder dig om dine muligheder og pligter. Selve ansøgningen udfyldes af Ase ved samtalen, og bagefter sendes den til dig, så du kan læse den igennem og tjekke, at alt er i orden. Måske er det nødvendigt, at du skal finde yderligere dokumentation frem, hvis lovgivningen kræver det. Vi har erfaring med, at denne fremgangsmåde sikrer, at vi kan få alt på plads med det samme uden unødig forsinkelse.
3. Bekræft, at oplysningerne på ansøgningen er korrekte.
Herefter bekræfter du, at oplysningerne på ansøgningen er korrekte. Medsend evt. yderligere dokumentation. Husk, vi skal have ansøgningen senest den dag, du vil på efterløn.
4. Vi behandler hurtigt din ansøgning om efterløn og sender dig et brev.
Du kan tidligst få en afgørelse fra os den dato, hvor du søger efterløn fra.
Efterløn og udland
Hvis du har haft medlemsperioder og/eller arbejdsperioder i udlandet, skal du opfylde nogle særlige regler for at få ret til efterløn.
Når du er på efterløn, er det muligt at tage efterlønnen med til et andet EØS-land.
Læs mere om reglerne for efterløn i forbindelse med udlandsophold
Efterløn og arbejde
Hvis du er i job, behøver du ikke stoppe med at arbejde, fordi du skal på efterløn. Men de arbejdstimer, du har, mens du er på efterløn, medfører fradrag i efterlønnen.
Beregn din efterløn
Som medlem af vores a-kasse kan du vælge at betale efterlønsbidrag og få ret til efterløn.
- Du kan få op til 244.308 kr. (2024-tal) om året, hvis du går på efterløn. Hvis du udskyder eller undlader at gå på efterløn, kan du optjene en skattefri præmie på op til 175.896 kr. (2024-tal).
- Hvis du er født i 1956 eller senere, kan du med fordel læse brochuren ”Efterløn - født efter 1955"
- Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering har lanceret en ny beregner så dig der betaler ind til efterløn, kan få et klarere billede af hvad du kan forvente.