Særlige rettigheder ved opsigelse

Hvis du har særlige rettigheder i forbindelse med en opsigelse, fremgår de som regel af din ansættelseskontrakt, overenskomst eller personalehåndbogen. Få svar på, hvornår du skal være særligt opmærksom på dine rettigheder. 

Opsigelse med lang anciennitet

Hvis du har en lang anciennitet ved din fratrædelse, har du muligvis krav på en fratrædelsesgodtgørelse fra din arbejdsgiver.

Hvis du er funktionær, har du i følge funktionærloven som udgangspunkt krav på følgende:

  • Ved 12 års ansættelse har du krav på 1 måneds løn i fratrædelsesgodtgørelse.
  • Ved 17 års ansættelse har du krav på 3 måneders løn i fratrædelsesgodtgørelse.

Bemærk, at du kun har ret til en fratrædelsesgodtgørelse, hvis du opsiges, men ikke hvis du selv siger op.

Hvis du ikke er funktionær, kan det fremgå af din ansættelseskontrakt eller af en kollektiv overenskomst, at du er berettiget til en fratrædelsesgodtgørelse, hvis du opsiges. Der vil oftest være krav om en vis anciennitet.

Betingelserne for og størrelsen af godtgørelsen vil afhænge af, hvad der er aftalt mellem dig og din arbejdsgiver i ansættelsesforholdet, eller hvad der fremgår af overenskomsten.

Læs mere om fratrædelsesgodtgørelse

 

Sikkerhedsrepræsentant og opsigelse

Hvis du er sikkerhedsrepræsentant, er du i henhold til arbejdsmiljøloven ligestillet med tillidsrepræsentanter.

Som sikkerhedsrepræsentant kan du kun opsiges i henhold til de regler, som er gældende på et tilsvarende fagligt område, hvilket oftest betyder, at du kun kan opsiges, hvis der er tvingende årsager hertil, som fx:

  • En meget ringe arbejdsindsats – ringere end før du blev udnævnt til sikkerhedsrepræsentant.
  • Overtrædelse af ordensforskrifter.
  • Misligholdelser, som ikke er begrundet i varetagelsen af tillidserhvervet.

Man bruger ofte udtrykket, at sikkerhedsrepræsentanten skal opsiges som "den sidste blandt ligemænd”. I praksis betyder det, at sikkerhedsrepræsentanten reelt er den sidste, der skal siges op.

 

Særligt beskyttede grupper

Der findes grupper, som har en særlig beskyttelse mod opsigelse. Det drejer sig blandt andet om gravide, handicappede, ældre, etniske minoriteter mv. Hører du under en af disse grupper, har arbejdsgiveren en omvendt bevisbyrde ved en opsigelse. Det medfører, at vedkommende skal dokumentere, at opsigelsen ikke er begrundet af en af de særlige forhold.

 

Ligebehandlingsloven – gælder både mænd og kvinder

Ifølge ligebehandlingsloven må en arbejdsgiver ikke opsige en medarbejder, fordi denne har gjort krav på eller har været fraværende pga. barselsorlov. I de situationer er du omfattet af en særlig beskyttelse, der dog ikke giver et decideret forbud mod opsigelse, men opsigelsen må ikke være begrundet i medarbejderens fravær eller graviditet.

Hvis du bliver opsagt, mens du er gravid, er det arbejdsgiveren, som har bevisbyrden for, at opsigelsen ikke er begrundet i graviditeten. Den bevisbyrde kan være svær at løfte for arbejdsgiveren, og såfremt arbejdsgiverens ikke lykkes med at løfte bevisbyrden, har medarbejderen mulighed for at få tilkendt en godtgørelse.

 

Forskelsbehandlingsloven

Ifølge forskelsbehandlingsloven må der ikke forskelsbehandles pga. race, hudfarve, religion eller tro, politiske anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller national, social eller etnisk oprindelse.

I forbindelse med en opsigelse må arbejdsgiveren derfor ikke lægge vægt på ovenstående forhold. Det vil være forskelsbehandling i strid med loven, såfremt arbejdsgiveren lægger vægt på disse forhold forskelsbehandling i forbindelse med en opsigelse.

Hvis du bliver opsagt, og der faktiske forhold der indikerer, at forskelsbehandlingsloven er overtrådt, kan du kontakte Ase, som vil foretage en nærmere vurdering.

 

Opsigelse midt på året – hvad sker der med aftalt bonus?

Hvis du er funktionær, og du bliver aflønnet med bonus, tantieme (overskudsandel) el.lign., skal du være opmærksom, hvis du fratræder din stilling midt på året. Hvis du fratræder, før bonusperioden er udløbet, eller før det fastsatte udbetalingstidspunkt, har du ret til at modtage en forholdsmæssig andel af det beløb, du ville have fået, hvis du ikke var blevet opsagt.

Hvis der står i din bonusaftale, at du skal være ansat hos din arbejdsgiver i hele optjeningsperioden og/eller på udbetalingstidspunktet for at få udbetalt bonus, er det som udgangspunkt i strid med funktionærloven, og vil derfor ikke kunne anvendes.

Hvis du ikke har en egentlig bonusaftale, men det er almindeligt i virksomheden at få udbetalt en årlig bonus af varierende størrelse, er du som udgangspunkt også berettiget til en forholdsmæssig bonus. Det gælder uanset, om der ikke er udbetalt en bonus hvert år, og uanset om du fra år til år får besked om, at der er tale om engangsbeløb.

Bemærk, at du ikke har krav på, at din forholdsmæssige bonus bliver opgjort på samme tidspunkt, som du fratræder. Du må ofte afvente det tidspunkt, hvor bonussen sædvanligvis udbetales.

Hvis du ikke er funktionær, beregnes din bonus mv. ved fratrædelse med udgangspunkt i din individuelle ansættelseskontrakt og eventuelle overenskomst.

 

Regler efter fratrædelse

Når du er blevet opsagt og har fratrådt din stilling, skal du være opmærksom på, om du er omfattet af en kunde- og/eller konkurrenceklausul samt lov om forretningshemmeligheder.

Hvis du gennem dit ansættelsesforhold har fået kendskab til virksomhedens forretningshemmeligheder, dvs. oplysninger, der er specielle for den pågældende virksomhed og/eller som ikke er alment tilgængelige, må du ikke viderebringe eller gøre brug af disse, så længe de forsat bliver vurderet som forretningshemmeligheder.

Hvis du systematisk kontakter tidligere kunder efter, at du er fratrådt, er det også i strid med markedsføringsloven.

Dit ansættelsesforhold kan desuden være underlagt en strengere tavshedsforpligtelse, hvilket typisk vil fremgå af din ansættelseskontrakt.

 

Kontakt Ase

Kontakt os, hvis du er i tvivl om ovenstående situationer og dine forpligtelser.

Er du ikke medlem af Ase, og ønsker du hjælp og rådgivning vedrørende opsigelse, kan du nemt og hurtigt melde dig ind. 

Meld dig ind i Ase